Landdistriktsprogrammet 2023 -2027 står for døren. Det betyder, at vi i de lokale aktionsgrupper fået mulighed for at tage et kritisk blik på vores område og samtidig begive os ud i den svære kunst at kigge ind i fremtiden og tegne retningen for de kommende års LAG-arbejde.
Første skridt blev taget d. 29. august 2022, hvor LAG MANK 2023-2027 blev etableret på en stiftende generalforsamling i Vissenbjerg. Herefter trak den nydannede bestyrelse i arbejdstøjet, og har i de seneste måneder i samarbejde med konsulentvirksomhederne LG Insight og Holmskov Consult arbejdet med at formulere den lokale udviklingsstrategi for perioden 2023 – 2027.
Allerede fra begyndelsen af processen valgte bestyrelsen at indgå samarbejde med LAG SØM (Syd, Øst og Midtfyn). Vi har en grundlæggende tro på og erfaring med fra seneste programperiode, at vi når længere gennem samarbejde på tværs af Fyn. Samarbejdet har ikke medført ens udviklingsstrategier, men de er formuleret således, at vi allerede nu har udlagt sporene til et værdifuldt partnerskab.
Bestyrelsen er taknemlig for, at så mange har haft mulighed for at bidrage i processen, dele ud af gode ideer, komme med inspiration og pege på de områder, hvor LAG MANK kan gøre en forskel. Der er blevet afholdt 5 inspirationsworkshops med deltagere fra vores medlemskreds, repræsentanter fra lokale organisationer, foreninger, kommuner, virksomheder.